Ugens interview og forløb

Vi har sat en lang række innovative og super inspirerende undervisere i stævne for at vi kan lære hinanden bedre at kende.
Derfor får de alle samme type spørgsmål:

1. Hvad laver du lige nu i forhold til innovation?

2. Hvad er dit bedste innovationstip?

3. Hvilken øvelse, hjemmeside eller forløb er din favorit ?

4. Det værste ved innovation er ..

5. Det bedste ved innovation er…


UGE 1 kan I lære Pernille Lind Matthiesen fra Sct Hans skole at kende:

  1. Lige nu er jeg ved at udvikle et virtuelt escaproom. Eleverne skal her løse gåder og opgaver og indtaste svarene for at blive lukket videre ind til næste mysterie. Undervejs skal der samles nogle koder, som til sidst skal indtastes for at hele opgaven er løst. Det er en opgave som kræver rigtig meget forberedelsestid, men når den er lavet er det en fed aktivitet.

  2. Tør lave noget anderledes. Jeg oplever eleverne er meget modtagelige overfor ny og anderledes undervisning. Jeg har oplevet at hvis jeg er åben omkring et projekt, så springer de med på den. Nogle gange finde vi undervejs ud af at noget ikke fungere og stopper det, andre gange hjælper eleverne med at videreudvikle konceptet. Jeg elsker når eleverne kommer med ideer til hvordan undervisningen kan struktureres eller udføres.

  3. Jeg synes der er rigtig meget inspiration at hente i facebookgruppen:
    '
    For os der underviser på mellemtrinnet’
    Selvom gruppen ikke henvender sig til udskoling er der utrolig mange kreative øvelser og aktiviteter som hurtigt kan tilpasses de ældre elever. Langt det meste materiale er gratis og udviklet af kollegaer landet over, så man kan hurtigt få en fed opgave portfolio.

  4. At mange elever lige nu pga. landets lockdown er begrænset i deres adgang til ressourcer. Mange sidder på deres værelse og har ikke nødvendigvis et værksted eller nogle ressourcestærke forældre, som kan hjælpe dem videre med deres ideer eller tanker.
    Jeg oplever også en modstand i den daglige undervisning om det er janteloven der ulmer, eller det er de unges manglede tro på sig selv, ved jeg ikke. Men jeg oplever elever som ikke tør arbejde videre med deres ideer, hvis ikke konsensus i klassen er at det er et fedt produkt. Det synes jeg er så ærgerligt!

  5. At covid-19 lige nu har inspireret nogle af eleverne innovativt. En elev var i isolation i hjemmet fordi at mor og bror var smittet. Da de ikke kunne opholde sig sammen, byggede han sin gamle modeltogbane om til at kunne være madleverandør. Toget kørte derfor ind i rummet hvor de smittede opholdte sig, med tallerkener på ladet og derefter kunne de sende deres bruge service retur.
    En anden elev oplevede ulykkelige bedsteforældre og begyndte derfor at facetime en gåtur hver dag, for at de stadig kunne opleve noget uden for hjemmet.
    En tredje elev oplevede at det var svært at strukturerer sin dag samtidig med forældre der arbejdede hjemme og med søskende. Hun lavede derfor et ringesystem, så en klokke ringer til og fra frikvarter. Hele familien holdt derfor frikvarter og spisepause sammen og arbejdede når der var ‘timer’.

    Det er SÅ fedt når elever oplever et problem og selv finde på en løsning.

Pernille har netop afviklet dette forløb:

På Sct Hans Skole i Odense har vi ved siden af den faglige undervisning, et stort fokus på bevægelse og på socialisering. Vi oplever mange elever er afskærmet fra venner og familie og nu i mange måneder har tilbragt mange timer på deres værelser. Derfor forsøger vi at få dem ud i naturen og blive ved med at opretholde en tilknytning og et sammenhold i klasserne.


Til denne opgave skulle tre årgange samarbejde - 7, 8 og 9 og i alt 65 elever.

Elever skulle ved hjælp af appen ‘Map my walk’, designe en rute på forhånd som skulle danne et bogstav.

Derefter skulle de alle poste deres rute inde i et google docs dokument, som tilsammen har dannet sætningerne

Alt bliver snart godt igen og It will get better soon


Med denne opgave har eleverne skulle:


  • Koordinere: Hvilke elever der tog hvilke bogstaver på tværs af klasserne.

  • Orientere: Hvilke veje løber omkring deres hjem.

  • Strukturere: Hvornår og hvor deres bogstav skulle trackes.

  • Planlægge: Hvordan ruten præcist skulle gås for at danne det rigtige bogstav, samt starte og stoppe appen det rigtige sted.

  • Udføre: Aktivt gå ruten.


Opgaven kan udføres i mange afskygninger og kan fx. også bruges i andre fag fx. billedkunst (genskab/skab et værk), matematik (gå geometriske figurer), idræt osv.

Appen: Strava og Map My Walk er gratis programmer og der kan oprettes profiler på elevernes uni login mail.


Ved at google: Strava art kan der hentes meget inspiration

Pernille har endvidere fundet dette fantastiske mini musik escape room forløb:

Escape Room lavet af Arne Widding - Arnes musikalske escape room

Link til Escape Room:
docs.google.com/presentation/d/1frXoAmVJtocL7v96rW_ckJXFcaodHJ_gBjNEhtKYdXA/present?fbclid=IwAR3zSun8re50hl_CPgxSXM77inJ8yXrlkCMBR8YFdFIyXNqnlNrMLelOYWw&slide=id.gb3c96dfa57_0_79

Pernille har også lavet en lærervejledning til det:

Arnes-Widding-musikalske-escape-room.pdf